Tag-arkiv: rejer

“Måltidssalat” med fjernøst-stemning

Jeg var rigtig glad da jeg første gang så “måltidssalaterne” i et supermarked – endelig en mulighed for et hurtigt måltid “on the go” som ikke bestod af 90% stivelse (som de fleste sandwiches jo gør). De dage hvor man skal (vil) direkte fra arbejde til noget fritidsaktivitet uden at have tid til at vende derhjemme er det er gave at kunne hoppe ind i et supermarked (som der efterhånden nærmest er på hvert gadehjørne i København) og fiske sådan et måltid op. Jeg fandt hurtigt min favorit – den thai-inspirerede med sur-sød chilisovs, sesamfrødrys, edamamebønner og rejer. Tricket var at undgå og få fat i de triste pastastykker i bunden (havde det nu været risnudler havde det haft gang på jorden).

Lidt forskudt i tid begyndte jeg med jævne mellemrum at få serveret en anden salat, lavet af en god ven som er mester i eksotisk madlavning – han kan lave egnsretter fra fjerne himmelstrøg som ingen andre jeg kender, f.eks. er hans chili con carne uovertruffen (hovedtricket er at servere den med aji frem for creme fraiche). Hans variant af en fjernøstinspireret salaet indeholder ca. 20 forskellige slags grøntsager, toppet med oksekødsstrimler der har marineret i hoisinsovs og hakkede jordnødder.

Jeg har siden forsøgt mig med begge varianter derhjemme og er kommet frem til følgende “moder-opskrift” der fanger det dejlige ved denne type salater og giver plads til variationer over temaet. De to vigtige ting der skal overholdes er:

1. Grøntsagerne skal være lette og sprøde. Det er svært at opdrive mange forskellige sprøde og lette grøntsager i Danmark i vintermånederne, og så må man gøre op med sig selv om man vil vente til sommer eller ty til de importerede varer. Det dur i hvert fald ikke at forsøge sig med rodfrugter eller frostvarer. Intet ondt sagt om disse, de skal bare tilberedes anderledes og ikke prøve at blive til en frisk salat (jf. “klassikeren” med optøede ærter og kinakål – det er længe siden jeg har set kinakål, men de tarvelige kolde optøede ærter støder jeg stadig alt for tit på i kantine-salater).

2. Der skal “power” i dressingen. Grøntsagerne kan sagtens være danske og alligevel kan salaten få én til at føle sig på ferie i fjernøsten hvis bare der er nok thai-smag i dressingen.

Hvis jeg var lidt mere kompromisløs ville jeg også påstå at der skal krydderurter til. Og lige så meget som jeg elsker persille, lige så lidt klæder den sådan en salat. Det kommer bare ikke til at smage “orientalsk” nok. Der må investeres i frisk koriander, hellig basilikum, mynte og des lige. Men det ville egentlig være lidt for snobbet, for selvom de friske orientalske krydderurter løfter salaten gevaldigt, så er den også lækker uden.

Grundsalat

Består af en blanding af friske, sprøde og lette grøntsager som er snittet forholdsvis fint. F.eks. fungerer denne kombination godt til 2 personer:

2 gulerødder i fine stave

1 lille romainesalat eller et par hjertesalat (egentlig det samme, bare markedsført under to forskellige navne), snittet groft

1/4 hoved spidskål, snittet fint

1 peberfrugt i strimler

5 radiser

1 lille pose sukkerærter, snittet groft

3 forårsløg, meget fint snittet

lidt blandede krydderurter fra den lokale thai/vietnam-biks: savtakket krydderurt, mynte, hellig basilikum

Man kunne variere med: bønnespirer, pak choi, friskbælgede ærter, frisk spinat, fennikel, agurk, lollo rossa/bionda salat, rødløg mm.

Man kan med fordel forberede alle grøntsagerne dagen forinden eller endda to, hvis man er omhyggelig med køkkenhygiejnen og opbevarer det i en lufttæt beholder i køleskabet. Men vent selvfølgelig med at hælde dressing over og tilføje kød mm. til den skal spises.

Grunddressing

1 tsk fiskesovs (et must, prøv det selv om du synes det lugter fælt!)

saft fra ½-1 lime (kan til nøds erstattes med citron, men så bliver smagen straks mindre eksotisk)

2 spsk sur-sød chilisovs (ja, det der klistrede stas man køber på flaske, det er nok proppet med kemikalier men jeg har ikke fundet nogen erstatning der virker)

1 fed hvidløg, presset eller fint revet

1-2 cm frisk ingefær, fint revet

lidt smagsneutral olie eller lidt vand

Alting skal selvfølgelig bare piskes sammen og hældes over grøntsagerne lige inden servering.

* Man kan evt. variere med en helt anden dressing (fra “LêLês gadekøkken”):

½ dl sojasovs

1 spsk rødvinseddike

1 spsk sukker

lidt chili – frisk eller tørret, hvad du nu har, til den styrke du kan tåle

1 spsk olie

Igen skal alting bare piskes sammen.

Proteiner

Det bliver jo ikke en salat man bliver mæt af, altså en der kan udgøre et måltid i sig selv, hvis der kun er lette grøntsager i – med mindre man er vant til at leve af raw-food måske. Her er nogle nemme muligheder, der er sikkert flere:

– strimler af oksekød, der lige marinerer 1-12 timer i hoisinsovs, og så lynsteges i lidt olie

– rejer au naturel, der skal evt. lidt ekstre dressing til, jeg foretrækker at tø store grønlandske rejer op frem for tigerrejer som er så uhyggeligt forurenende at opdrætte

– kyllingebryst, stegt/dampet au naturel eller med sojasovs

– edamamebønner (altså grønne sojabønner som kan fås på frost mange steder efter de har gjort deres indtog i landet i kølvandet på sushi-trenden), som bare skal tø langsomt op, ingen grund til at koge dem yderligere, kan med fordel kombineres med rejer eller kylling

– andebryst, stegt på panden eller i ovn og skåret i tynde skiver, evt. marineret, f.eks. i hoisinsovs og appelsinmarmelade

Drys

Den sidste prik over i’et ligger i noget salt og bittert i form af hakkede jordnødder, cashewnødder eller sesamfrø. Alle dele skal være ristede, det får mere smag frem i dem, de fleste jordnødder og cashewnødder man kan købe i Danmark er allerede ristede, mens sesamfrø sjældent er det, til gengæld er de meget nemme at riste selv på en pande (bare fuld skrue på varmen og rør i det hele tiden, når de begynder at dufte og tage en smule farve så er de færdige).

Stivelse

Jeg synes som regel ikke det er nødvendigt, men hvis man er ekstra sulten eller ikke har nok grøntsager må man supplere med noget stivelse, og det mest oplagte er risnudler, som man lader trække i kogende vand, evt. suppleret med et opkog hvis de ikke bliver bløde nok, og derefter skyllet i koldt vand så de ikke klistrer helt sammen.