Næringsåbenbaringen: Når morivationen skal styrkes

Det er pokkers svært at ændre vaner. Især dårlige vaner… Det kan jeg til hver en tid skrive under på. Jeg har prøvet flere gange i løbet af de sidste 20 år at adoptere nye sunde vaner, herunder kostvaner, uden success. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at den eneste grund til at det er lykkedes denne gang er at jeg virkelig havde brug for det – nød lærer nøgen kvinde at spinde. Mental beslutsomhed er en ting, fornemmelsen af brændende nødvendighed er en anden. Men selv om det lykkedes over al forventning af skære sukker og andre hurtige kulhydrater brat ud af min kost i første omgang, betyder det ikke at jeg ikke jævnligt bliver fristet til at spise dem igen. Jeg har ikke ryddet huset fuldstændig for dem, for jeg har to børn der har brug for lidt kulhydrater (rugbrød eller rugknækbrød med tykt lag smør til at klæde dem på til at lege udenfor i frostvejr, lidt frisk eller tørret frugt som snack eller dessert i ny og næ, osv.). Og så er der alle de fristelser man bliver udsat for lige så snart man bevæger sig ind i et indkøbsområde. Og så hører ens vanehjerne bare ikke altid efter når jeg siger til den “jovist ser den der softice/varm kakao/croissant på billedet lækker ud, og du forbinder den med positive barndomsminder/hyggelige stunder med selvforkælelse, men når du har spist den så får du ondt i hovedet eller i maven eller begge dele, og bliver i dårligt humør, og så smager den ikke en gang særlig godt i virkeligheden, i hvert fald ikke godt nok til at det er prisen værd”. Og så falder jeg i. Igen. Med andre ord, så har jeg endnu ikke fundet løsningen på at undgå fristelser i ny og næ, den side arbejder jeg stadig på. Jeg tror at nøglen ligger i at skabe nye associationer, sådan at hjernen tænker ondt i maven når den ser en sukkersag, og derudover arbejde på at finde andre måder at give sig selv lidt forkælelse (jeg ville ønske at en kop te kunne gøre det, men der er jeg ikke endnu…).

Når jeg ikke er lige så styret af impulsiv trang til “synde”, så hjælper det at tænke på alle de gode effekter jeg har fået af at lægge min kost om. De tæller:

  • At sove bedre om natten. Den lille bandit er stadig årsag til at jeg vågner alt for mange gange om natten, men efter at jeg har droppet sukker er jeg meget hurtigere til at falde i søvn igen.
  • At vågne mere frisk om morgen. Det var hvoedmotivationen for hele showet, og det er blevet indfriet. Sandsyneligvis mest fordi jeg sover lidt bedre, men sikkert også fordi kroppen er ved at finde en bedre balance mht diverse hormonproduktioner, som har lidt skade under manglen på (mikro)næringsstoffer.
  • At være fri for at tænke på mit næste sukkerskud hele tiden. Seriøst, før jeg satte en stopper for sukker, lå jeg om aftenen og puttede den lille bandit og tænkte på hvad jeg skal forkæle mig selv med af lækkerier når han var faldet i søvn og jeg kunne stå op igen. Lige så snart jeg havde spist morgenmad tænkte jeg på hvad jeg kunne lave som formiddagssnack. Jeg var pinligt bevidst om at jeg hellere burde bruge alt den mentale energi på noget andet og bedre, men det var ikke noget jeg kunne styre. Jeg var junkie. Det er jeg ikke mere, og det er en sand befrielse.
  • At være fri for at skulle tænke på om mine børn får for meget sukker – fordi de selvfølgelig ikke skulle snydes når vi voksne fik “noget godt”. Trængte jeg til et lille stykke chokolade kunne jeg ofte ikke indtage det uden at de så det, og så skulle de jo også have lidt. Nu hedder det nul (raffineret) sukker for os alle, og det er meget nemmere at administrere end “lidt, en gang i mellem, når de voksne synes det er ok”. Nu hedder det “lidt, når der er helt særlige lejligheder: fødselsdage og andre fester hvor det bliver serveret og vi ikke synes det er rimeligt at de skal kunne holde sig fra det der bliver serveret”.
  • At få pænere hud. Overraskende sideeffekt og slet ikke noget jeg stilede efter, men ikke destomindre en dejlig gevinst: min hud ser mere jævn ud, både i farve og tekstur, og jeg har mindre rynker og færre bumser. Ikke at nogen af delene var slemme før, ikke i en grad der generede mig, men forskellen er alligevel tydelig.
  • At få en flad mave. Det troede jeg seriøst aldirg jeg skulle opleve. Jeg har, lige så langt tilbage jeg kan huske (og se på mine barndomsbilleder), haft en sød, rund bule på maven. Jeg troede at det var bare sådan jeg var. Nu har jeg fundet ud af at det er oppustethed, og at den stammer fra kulhydrater. Når jeg spiser “rigtigt” er maven væk. Lige så snart jeg spiser et enkelt stykke wienerbrød, er den tilbage. Kontant reaktion, som man siger. Kan jeg leve med en oppustet mave? Ja, sagtens, det har jeg gjort i 40 år. Er jeg glad når den er væk? Ja, det er sgu meget dejligt når tøjet ikke strammer om maven, at maven ikke er i vejen når man bukker sig fremover, at kunne gå i en kropsnær kjole uden at have en lille bagtanke om at det ser lidt sjovt ud med den der runde mave.
  • At lande på min idealvægt. Igen, ikke noget jeg havde skænket en tanke i mange år. Jeg har ikke været på slankekur siden jeg var teenager og endnu lidt for påvirkelig af samfundets skønhedsidealer. Jeg har vejet 62 kg (jeg er 168 cm høj) lige så længe jeg kan huske (med undtagelse af graviditet og perioder med for meget trøstespisning / for lidt daglig motion). Det gav en fornuftig BMI og en fornuftig tøjstørrelse. Nu vejer jeg 57 kg. De 5 kg forsvandt på blot 10 dage. Jeg blev faktisk ret forskrækket da jeg opdagede det, for jeg var bange for at det ville fortsætte og jeg ville ende som et skellet. Men det stoppede helt at sig selv, og jeg ser på inden måde for tynd ud. Jeg har lidt mindre fedt på lår og balder, men også mindre rundt om livet, så der er stadig lidt timeglasfigur. Nogle få beklædningsdele (nederdele og cowboybukser) falder af mig, de bliver stille og roligt skiftet ud. Eneste ulempe er at det hurtigere bliver ubehageligt at sidde på kolde/skarpe genstande (som en sten eller bænk udendørs) fordi der ikke er lige så meget “medbragt polstring” på min numse…
Reklamer

“Næringsåbenbaringen”: da jeg pludselig og endelig tog mig sammen og forfattede mit eget maddogme

Jeg var ved at blive fyrre, fed og færdig. Eller rettere sagt: jeg var ved at blive fyrre, jeg var “tyndfed” (slank men med usundt fedtlag rundt om indvoldene) og jeg var drænet for energi (jeg havde ikke fået sammenhængende nattesøvn i et år pga den lille bandit, men idet jeg ikke var parat til at “søvntræne” ham måtte jeg finde på andre måder at oppe min energi på). Jeg havde i øvrigt også, pga den manglende nattesøvn, fået oparbejdet et skræmmende forbrug af chokolade, kage og andre sukkerholdige sager. Jeg har altid haft en sød tand, men mit sukkerforbrug havde nået nye højder og var altså kommet ud af min kontrol. Jeg var konstant sulten trods at jeg spiste tre sunde måltider om dagen. Jeg tog ikke på – lå stabilt på den samme fornuftige vægt jeg havde før graviditeten – men der var noget ubehageligt ved den ustyrlige sukkertrang.
Og så snakkede jeg tilfældigvis med en anden kvinde fra “mødregruppen”, en dejlig livsglad, varm og energisk kvinde på min alder, om mad – og det viste sig at hun (og hele sin familie) havde i de sidste 10 år slavisk fuldt det hun kaldte “detoxkost”: nul sukker, nul gluten, nul mælkeprodukter, og næsten ingen kød. Jeg har læst meget om den type diæter, men den eneste person jeg kendte i virkeligheden der fulgte så streng en diæt var min far, og han er ligesom uden for kategori (han har en rygrad af stål og er i øvrigt så godt som ligeglad med hvordan mad smager, bare det er sundt). Nu stod der altså et levende eksempel foran mig der viste at det kunne lade sig gøre for helt almindelig mennesker, der godt kan lide mad og ikke er inkarnerede asketer, at holde sådan en diæt over lang tid – og se ud som om den gør dem godt. Jeg tænkte simpelthen “hvis hun kan så kan jeg også” – og så tog jeg en beslutning om at gøre det. Jeg spurgte hvilken bog hun fulgte i sin tid da hun begav sig ud på “detox”, og fik at vide at der var nyere bøger med mere opdateret viden på feltet, og så sendte hun mig tre titler. Jeg valgte de to der så mest lovende ud og bestilte dem.
Jeg kunne næste ikke vente til de kom, jeg måtte i gang med at implementere min beslutning med det samme, og søgte derfor råd på internettet om hvordan man kommer sin sukkertrang til livs. Her stødte jeg på “madbanditten”, aka Jane Farber, som missionerer for LCHF, og lærte at hemmeligheden ligger i at spise mere fedt (og helst også droppe alle andre rene kulhydrater). Det hjalp! Et glas vand og en skefuld olivenolie var faktisk en redning når sukkertrangen kom, især i starten hvor jeg var top motiveret (nu om dage er min trang til søde sager mere psykologisk og det kræver andre midler at bekæmpe den).
Da bøgerne endelig kom slugte jeg dem råt og fik min åbenbaring. Det, der gik op for mig, var, at min evige sult ikke handlede om kalorier men om næring, mikronæring. Kort sagt så er jeg nu overbevist om at vores moderne kost (selv hos mennesker som mig der er oplyste og motiverede for at spise sundt) ikke indeholder nok næring til at vedligeholde vores krop (dvs nok af alle de mange forunderlige mikrospkopsike molekuler der er byggesten for alle de forskellige typer celler som vores krop består af – som hele tiden skal fornyes). Vores kroppe har brug for andet og mere end “proteiner”, “fedtstoffer” og “kulhydrater” (=makronæringsstoffer, som vi har lært at opdele mad i, som om alle proteiner og fedtstoffer var ens og ligeværdige). Vores kroppe har også behov for andet og mere end de mest anerkendte vitaminer og mineraler (alle har hørt og C-vitaminer og D-vitaminer, men hvad med alle de mange B-vitaminer, kender vi alle dem? Vitamin K?? Co-enzym Q??? Og det er bare nogle af dem der er blevet identificeret og anerkendt i nyere tid, hvad med alle de som videnskaben ikke har opdaget endnu?).

Vi har især brug for alt denne næring når vi producerer afkom. De sidste knap to år (9 måneders gravididtet plus ca. et års amning) har min krop, ud over sin egen vedligeholdelse, skulle bruge byggeklodser til et nyt menneske – og når jeg ikke har givet den nok byggeklodser gennem min kost har den taget det fra min egen krop (evolutionen prioriterer næste generation højest og tærer gerne på moderens krop for at bygge afkom). Så det er ikke så underligt at jeg har været så sulten – jeg har ikke manglet kaloerier men mangler mikronæringsstoffer – og når den mad jeg har indtaget ikke har suppleret nok af dem har min krop skreget på mere mad. Jeg har en fornemmelse af at det er det samme der gør sig gældende for mange mennesker der spiser for meget: kroppen skriger efter ægte (mikro)næring, og når den så får (mikro)næringsfattig mad (i form af hvidt brød, chokoloade, kage, underlødige industriprodukter,  junkfood mm.), så får den jo ikke tilfredsstillet sit behov, og bliver derfor ved med at sende signaler om sult. (Jovist er der mange andre faktorer der gør sig gældende mht overvægt, jeg er på ingen måde ekspert udi det område, jeg har bare en nagende mistanke om at man ikke skal undervurdere hvor næringsfattig en “almindelig” og tilsyneladende ok sund kost kan være).

Vil du læse mere om (mikro)næring så hop videre til en af følgende:

Næringsåbenbaringen del I: Dr. Cate og den Dybe Næring

Næringsåbenbaringen del II: Dr. Wahls og hendes protokol

Næringsåbenbaringen del III: Tarme med Charme

Næringsåbenbaringen del IV: sammenfatning – mit nye maddogme

Næringsåbenbaringen: Når morivationen skal styrkes

Hel torsk i ovn

Genial opskrift fra Paul Cunningham. Gid jeg oftere havde gæster der spiser fisk så jeg havde undskyldning for at lave denne så nem og velsmagende ret! Man kan desværre ikke få torsk der er små nok til at det giver mening at lave kun til vores lille familie (heller ikke taget i betragtning at vi er gode til at spise rester i dagene efter). Det kræver naturligvis en tur til en ægte fiskehandler men pålideligt friske varer – retten er fuldt afhængig af at fisken er pinligt frisk.

1 hel torsk (3-4 kg)
1 pakke smør
friske urter: persille, estragon, timian, salvie eller hvad du nu har
1 citron
½ flaske hvidvin – en halv flaske til fisken og en halv flaske til kokken
salt og peber

Smelt 1/4 pakke smør i en lille kasserolle.

Læg bagepapir i bunden af en dyb bradepande. Krydr fisken godt indvendigt med salt og en smule peber, og prop 3/4 pakke smør ind i bugen på fisken (det lyder måske voldsomt, men det er basis for den smørsovs, du ender med). Skær citronen i skiver og komme det ind i fisken sammen med urterne

Hold forsigtig om fisken, mens du vender den 90 grader, så den står på bagepapiret med ryggen op. Hæld en halv flaske hvidvin ned i bradepanden til fisken. Hæld smeltet smør og fisken og krydr godt med salt og peber.

Dæk fisken til med bagepapir og sæt den i forvarmet ovn på 140 grader i en time. Sluk ovnen, og lad fisken hvile i ovnen i en time.

Når du tager fisken ud, dræner du alt saften fra bradepanden – det er en smuk blanding af smør, fiskefond, hvidvin, citrus og urter. Sigt saften op i en gryde, og blend det sammen med en stavblender, så saucen emulgerer. Juster evt. med citron og salt.

Vietnamesisk inspireret “coleslaw”

Tænk at det ikke var før at Lê Lê åbnede på Vesterbrogade i 2003 at man kunne få rigtig Vietnamesisk mad i København (København var generelt en ørken når det kom til mad indtil omkring 2005, det er helt uforståeligt i dag hvor byen bugner af gode madoplevelser og ligefrem er blevet en gastronomisk rejsedestination). Nåmen det jeg egentlig ville sige var tak til Anh Le for at have modet til at introducere det den gang madignorante danske publikum til det Vietnamesiske køkkens fortræffeligheder! Jeg var selv ingen ekspert udi det køkken (og er det ej heller i dag), men havde da smagt noget af det på min rygsækrejse gennem landet et par år forinden. Det er svært at lave ægte vietnamesisk mad i et almindeligt dansk køkken fordi vi mangler adgang til den overflod af friske krydderurter der karakteriserer mange af deres retter (og andre eksotiske ingredienser som bananblade og ægte frisk kokosmælk). Men ikke desto mindre kan man lade sig inspirere lidt – og har man et drivhus eller store vinduekarme kan man også dyrke nogle af de spændende krydderurter selv (Anh har for nylig udgivet en bog om emnet, den vil stå på min ønskeliste når jeg får et drivhus).

Fra hendes første kogebog kommer her vores version af en af de retter vi har lavet flest gange, idet den hovedsageligt består af let tilgængelige ingredienser og er nem at lave:

1 rødløg

½ hvidkål (eller mindre hvis det er et af de helt store)

2-3 gulerødder

så mange oasiatiske krydderurter du kan samle: mynte, sød basilikum, savtakket krydderurt, vietnamesisk mynte o.lign.

dressing rørt af: fiskesauce, limesaft (evt. citronsaft eller eddike), olivenolie, en smule honning, sort peber, evt. saft fra lidt revet ingefær – smag på det, det må gerne være både meget salt og meget surt, men ikke for meget – rør det evt. ud i salaten og smag til bagefter

ristede jordnødder og/eller en rest kyllingekød

Fond!

Dette er en ikke-opskrift, snarere en påmindelse og en åbenbaring: påmindelse om hvor let det er at koge sin egen fond (og de små ting man skal huske når man gør det) og en åbenbaring over hvor næringsrigt det er. I min naitivtet har jeg gået og troet at fond var sådan noget fancy feinschmæker noget man lavede fordi man gerne ville tilberede lækker fransk eller italiensk mad. I min “næringsopvækkelse” har jeg lært at det er så meget mere end smag: det er koncentret (mikro-)næring i høj potens, inklusiv en hel række næringsstoffer vi ikke får andre steder i vores kost (herunder diverse proteiner som er med til at opbygge vores knogler og ledbånd). Så fra at betragte det som en luksus er jeg gået over til at betragte det som en nødvendig grundsøjle i en nærende kost, og jeg koger fond mindst én gang om ugen. Det tager tid, jovist, men 99% tiden står det jo bare og simrer, og det føles så utrolig godt at få brugt knogler og grøntsagsrester på denne måde, at det er alt (rengøringsbesværet) værd.

Har du ikke prøvet at lave din egen fond før, eller har du altid fuldt de gængse kogebogsopskrifter, så se her hvad der skal til for at lave en ægte, bedre-end-vitamin-pille vitalitetsbustende fond:

knogler fra dyr – inkl så meget bindevæv som muligt, og gerne også fedt. Jeg bruger mest kylling og okse: kyllingeknogler har jeg hver gang jeg har tilberedt kylling i oven (hvilket stort set er den eneste måde jeg lvar kylling på fordi det er så nemt og lækkert) – når vi er færdige med at spise piller kødet fra de stykker vi ikke har spist og smider både disse knogler samt dem vi har gnavet rene under måltidet i en gryde – jovist har de været i vores munde men de bliver jo kogt og dermed steriliseret! Okseknogler køber jeg som “suppeben” til utrolig billige penge fra de søde mennesker på Stensbølgård (som også leverer langt de fleste af de grøntsager vi konsumerer her i huset).

rester af grøntsager – hovedsageligt “suppeurter” som løg, porrer, gulerødder og selleri. Det kan være toppen af gulerødder der bliver skåret fra, de yderste blade af løg (ja, også de helt tørre! de er også fulde af næring), de yderste blade af en porrer, toppen af en blegselleri eller skrællen af en selleriknold (det gør ikke noget at der er jord på, det kan man sigte væk eller fjerne ved bundfældning), stilkene fra et bundt persille osv. JEg har en pose i fryseren hvor jeg smider den type rester i når jeg har dem og tømmer posen når jeg har brug for dem. Du behøver ikke at have alle typerne repræsenteret, det er det ideelle men absolut ikke et must.

lidt krydderier – nogle hele peberkorn, en halv tørret chili, en tsk salt, et skvæt eddike.

Hvis du bruger okseknogler bliver det ekstra lækkert hvis du starter med at brune dem i ovnen. Bare spred dem ud på en bageplade og sæt ved 180 grader i ca en halv time. Det dufter skønt i hele huset og man kan ikke lade være med at stå og gnave de seje stykker kød og sprøde stykker fedt det kommer ud af ovnen igen :) bare gnav løs, det er godt for dig, og der skal nok være smag nok tilbage til fonden også :)

Læg knoglerne i en gryde der stor nok til at der kan være 5-10 cm vand over dem. Tænd for varmen og lad det koge op. Fjerne det grålige skum der kommer til overfladen under opkogning. Skru ned til en sagte simmer og lad det stå og hygge sig i 12 – 36 timer (jo større dyr – jo tykkere knogler – jo længere tid). 3-6 timer før slut tilsættes grøntsagsresterne og krydderierne.

Hæld igennem et dørslag og derefter gennem en sigte. Hvis du ikke skal bruge det inden for 24 timer så kog det ind så det fylder lidt mindre og kom på køl eller frys.

Brug det i supper og gryderetter – alt fra gullasch til minestrone vil få helt nye dimensioner af smagsintensitet og dybde, Amager.

Kransekage 

250 g mandler

350 g sukker (knap 4 1/2 dl) 

3-4 æggehvider 

Smut mandler, rist dem tørre i ovnen (150 grader ca 20 min – hold godt øje!). Mal. 

Bland med sukker og æggehvider til en grødet konsistens. Ælt dejen, og varm den igennem i en gryde. 

Tegn cirkler på bagepapir med diameter der tiltager med ca 1/2 cm for hver cirkel. Rul dejen ud i tommelfinger tykke stykker og sæt på cirklerne. 

Bag ved 150 grader i 10-15 minutter. 

Dekorer med glasur lavet af flormelis, æggehvider og et skvæt citronsaft.  

Drop scones from Gail’s

På en tut til London blev jeg introduceret for et ægte feinschmæker bageri der har hed Gail’s: flotte rustikke surdejsbrød var deres varemærke, ledsaget af et orgie af kager i alle former og farver. Jeg valgte at prøve en “drop scone”: en variant af scones som smager skønt er nemmere at lave end almindelige scones idet de ikke skal stikkes ud af en udrullet dej men blot “droppes” med en ske på bagepladen (à la de famøse langtidshævede morgenboller). Der er ingen formildende omstændigheder over disse boller, de er usunde fra start til slut, men skal man forkæle nogle gæster med noget lækkert til kaffen er de oplagt valg, især fordi de kan laves i god tid, sættes i fryseren og så bages lige op til de skal bruges.

500 g mel

150 g sukker

½ tsk natron

2 tsk bagepulver

150 g smør

120 g piskefløde og 175 g kærnemælk (eller bare 300 g kærnemælk tror jeg vil virke lige så fint)

150 tørrede kirsebær og 150 g mørk chokolade (eller i alt 300 g andre lækkerier, f.eks. rosiner eller tørrede abrikoser i tern, friske/frosne blåbær, lidt kandiseret ingefær)

Bland de tørre ingredienser i en stor skål. Tilsæt smør og masser det ind i melet (der må gerne være små stykker smør tilbage).

Pisk fløden og kærnemælk sammen og hæld det over i den store skål, bland det hele sammen med fingrene. Tilsæt kirsebær og chokolade.

Klask dejen i 12 klumper på bagepapir, der skal være mindst 5 cm i mellem, så brug evt to bradepander. Sæt i fryseren! i minimum 30 minutter og maximum 1 uge (sagde bogen – men jeg tænker at de sagtens kan holde noget længere).

Bag ved 170 grader i 25-30 minutter.