Tag Archives: påske

Hvid fisk i krydret sovs (Chraime)

Dette er en type ret som er meget enkel og alligevel findes i et utal af variationer. Jeg kender den mest fra Seder, dvs. det jødiske festmåltid ved indledningen af Pesach (den “oprindelige” påske, altså den som Jesus fejrede lige inden han blev hængt på korset). I min barndom var det min afdøde onkel, som stammede fra Tunesien, der stod for den populære forret Chraime, som er en enkel ret af hvid fisk og krydret tomatsovs, mens min farmor, som stammede fra Polen, stod for den upopulære forret Gefiltefish, som er en noget nær uspiselig grå masse bestående af hakket ferskvandsfisk formet som fisk og pyntet med skiver af søde kogte gulerødder. Jeg ved ikke om min far spiste gefiltefish fordi han kunne lide det, eller fordi det gjord ham en smule nostalgisk, eller blot for at glæde sin mor, men jeg mindes ikke at han har ytret noget savn siden min farmor døde. Ingen af børnebørnene ville ikke røre det…

Den opskrift på chraime jeg har fået af min faster, som eftersigende er den min onkel brugte, og som ligner dem der på israelske opskriftshjemmesider hedder noget med “tunesisk fisk”, er så utrolig nem at det er svært at tro på at det bliver lækkert – men det gør det. Eneste ulempe ved opskriften er at der reelt ikke er andet end fisk og sovs, og det eneste tilbehør der rigtig passer til er fint blødt hvedebrød (chala) som man kan dyppe i sovsen – og det kan man jo ikke i pesach!

I marokkanske versioner af samme ret kommer man lidt flere grøntsager i – skiver af tomat og peberfrugt erstatter tomatpure og paprika. Det betyder mere arbejde og giver et mere rustikt resultat. Et eksempel på en af de mere avancerede af slagsen kan ses her. Og så er der den opskrift Yotam Ottolenghi har i sin bog Jerusalem, som overgår alt hvad jeg har set før mht krydderisammensætning, den må jeg også prøve en dag.

Chraime som onkel Moshe lavede den

lidt stegeolie

8 fed hvidløg – og/eller et halvt løg – groft hakket

100 g tomatpuré

3 spsk harissa – kan købes på dåse eller erstattes af en blanding af paprika og/eller chili, gerne tilsat spidskommen og koriander

salt og peber

fisk – hvid – gerne f.eks. fra torskefamilien (sej, kulmule etc.)

man bringer alle ingredienser undtagen fisken i kog, så lægger man fisken ovenpå sovsen, hælder vand på til væsken dækker fisken, bringer i kog igen, skruer ned for varmen og lader simre i med låg på i ca. 20 minutter.

 

 

Reklamer