“Næringsåbenbaringen”: da jeg pludselig og endelig tog mig sammen og forfattede mit eget maddogme

Jeg var ved at blive fyrre, fed og færdig. Eller rettere sagt: jeg var ved at blive fyrre, jeg var “tyndfed” (slank men med usundt fedtlag rundt om indvoldene) og jeg var drænet for energi (jeg havde ikke fået sammenhængende nattesøvn i et år pga den lille bandit, men idet jeg ikke var parat til at “søvntræne” ham måtte jeg finde på andre måder at oppe min energi på). Jeg havde i øvrigt også, pga den manglende nattesøvn, fået oparbejdet et skræmmende forbrug af chokolade, kage og andre sukkerholdige sager. Jeg har altid haft en sød tand, men mit sukkerforbrug havde nået nye højder og var altså kommet ud af min kontrol. Jeg var konstant sulten trods at jeg spiste tre sunde måltider om dagen. Jeg tog ikke på – lå stabilt på den samme fornuftige vægt jeg havde før graviditeten – men der var noget ubehageligt ved den ustyrlige sukkertrang.
Og så snakkede jeg tilfældigvis med en anden kvinde fra “mødregruppen”, en dejlig livsglad, varm og energisk kvinde på min alder, om mad – og det viste sig at hun (og hele sin familie) havde i de sidste 10 år slavisk fuldt det hun kaldte “detoxkost”: nul sukker, nul gluten, nul mælkeprodukter, og næsten ingen kød. Jeg har læst meget om den type diæter, men den eneste person jeg kendte i virkeligheden der fulgte så streng en diæt var min far, og han er ligesom uden for kategori (han har en rygrad af stål og er i øvrigt så godt som ligeglad med hvordan mad smager, bare det er sundt). Nu stod der altså et levende eksempel foran mig der viste at det kunne lade sig gøre for helt almindelig mennesker, der godt kan lide mad og ikke er inkarnerede asketer, at holde sådan en diæt over lang tid – og se ud som om den gør dem godt. Jeg tænkte simpelthen “hvis hun kan så kan jeg også” – og så tog jeg en beslutning om at gøre det. Jeg spurgte hvilken bog hun fulgte i sin tid da hun begav sig ud på “detox”, og fik at vide at der var nyere bøger med mere opdateret viden på feltet, og så sendte hun mig tre titler. Jeg valgte de to der så mest lovende ud og bestilte dem.
Jeg kunne næste ikke vente til de kom, jeg måtte i gang med at implementere min beslutning med det samme, og søgte derfor råd på internettet om hvordan man kommer sin sukkertrang til livs. Her stødte jeg på “madbanditten”, aka Jane Farber, som missionerer for LCHF, og lærte at hemmeligheden ligger i at spise mere fedt (og helst også droppe alle andre rene kulhydrater). Det hjalp! Et glas vand og en skefuld olivenolie var faktisk en redning når sukkertrangen kom, især i starten hvor jeg var top motiveret (nu om dage er min trang til søde sager mere psykologisk og det kræver andre midler at bekæmpe den).
Da bøgerne endelig kom slugte jeg dem råt og fik min åbenbaring. Det, der gik op for mig, var, at min evige sult ikke handlede om kalorier men om næring, mikronæring. Kort sagt så er jeg nu overbevist om at vores moderne kost (selv hos mennesker som mig der er oplyste og motiverede for at spise sundt) ikke indeholder nok næring til at vedligeholde vores krop (dvs nok af alle de mange forunderlige mikrospkopsike molekuler der er byggesten for alle de forskellige typer celler som vores krop består af – som hele tiden skal fornyes). Vores kroppe har brug for andet og mere end “proteiner”, “fedtstoffer” og “kulhydrater” (=makronæringsstoffer, som vi har lært at opdele mad i, som om alle proteiner og fedtstoffer var ens og ligeværdige). Vores kroppe har også behov for andet og mere end de mest anerkendte vitaminer og mineraler (alle har hørt og C-vitaminer og D-vitaminer, men hvad med alle de mange B-vitaminer, kender vi alle dem? Vitamin K?? Co-enzym Q??? Og det er bare nogle af dem der er blevet identificeret og anerkendt i nyere tid, hvad med alle de som videnskaben ikke har opdaget endnu?).

Vi har især brug for alt denne næring når vi producerer afkom. De sidste knap to år (9 måneders gravididtet plus ca. et års amning) har min krop, ud over sin egen vedligeholdelse, skulle bruge byggeklodser til et nyt menneske – og når jeg ikke har givet den nok byggeklodser gennem min kost har den taget det fra min egen krop (evolutionen prioriterer næste generation højest og tærer gerne på moderens krop for at bygge afkom). Så det er ikke så underligt at jeg har været så sulten – jeg har ikke manglet kaloerier men mangler mikronæringsstoffer – og når den mad jeg har indtaget ikke har suppleret nok af dem har min krop skreget på mere mad. Jeg har en fornemmelse af at det er det samme der gør sig gældende for mange mennesker der spiser for meget: kroppen skriger efter ægte (mikro)næring, og når den så får (mikro)næringsfattig mad (i form af hvidt brød, chokoloade, kage, underlødige industriprodukter,  junkfood mm.), så får den jo ikke tilfredsstillet sit behov, og bliver derfor ved med at sende signaler om sult. (Jovist er der mange andre faktorer der gør sig gældende mht overvægt, jeg er på ingen måde ekspert udi det område, jeg har bare en nagende mistanke om at man ikke skal undervurdere hvor næringsfattig en “almindelig” og tilsyneladende ok sund kost kan være).

Vil du læse mere om (mikro)næring så hop videre til en af følgende:

Næringsåbenbaringen del I: Dr. Cate og den Dybe Næring

Næringsåbenbaringen del II: Dr. Wahls og hendes protokol

Næringsåbenbaringen del III: Tarme med Charme

Næringsåbenbaringen del IV: sammenfatning – mit nye maddogme

Næringsåbenbaringen: Når morivationen skal styrkes

del dine tanker :)

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.