Citrontærte

En citrontærte er en lækker forfriskende sag sådan sidst på vinteren, efter alle de tunge julesager og inden de første rabarber. Sjovt nok så står ingen opskrift på citrontærte i nogen af mine mange kogebøger (det er måske en nymodens idé?), så jeg havde kun nettet til rådighed. Og her herskede en stor forvirring: ikke to opskrifter var ens (hvis man ser bort fra alle dem der tydeligvis er kopieret fra en anden kilde). Tærten består af tre dele: en mørdejsbund, en citroncreme og et marengslåg, så langt så godt, men forholdene i mørdejen varierer, nogle citroncreme indeholder fløde mens andre indeholder maizena, og nogle laver almindelig marengs mens andre laver italiensk marengs eller kogt marens. Hvad skal man så vælge at følge?

Den første opskrift jeg prøvede (sammen med “kageklbben”) var denne, hvor Katrine Klinken tilsætter mandler til mørdejen, putter fløde i citroncremen (ligesom brødrene Price gør) og laver en meget besværlig form for marengs. Den blev såmen meget lækker, men cremen havde ikke den samme konsistens og syrlighed som vi ønskede. Jeg spurgte min veninde fra Mallorca hvad der er i hendes citrontærte (hvor vi godt kan lide citroncremen men ikke er så glade for den filodej hun bruger som bund – det er dejlig nemt men den bliver lidt for hård). Det viser sig at der er maizena i den, ligesom i de fleste af de fransksprogede opskrifter på nettet som f.eks. denne (og som i de fleste britiske – hvor kom den idé med at putte fløde i de danske opskrifter? Jeg mistænker Arla for at være involveret…). Mht marengsen er jeg blevet enig med mig selv om at vælge den gyldne mellemvej: en “italiensk” marengs, dvs. en hvor man hælder sukkersirup i æggehviderne: det er lidt mere besværligt end en helt alimndelig marengs med sukker, men holder formen bedre, uden at være ligeså omstændigt som den “kogte” marengs. Mht mørdejen synes jeg egentlig at Katrines opgradering med mandelmel var en god ide (som også bekræftes af nogle af de fransksprogede opskrifter), så det vil jeg anbefale hvis man har nogle gode mandler og et redskab til at male dem med (jeg tror at man skal holde sig fra at købe poser med mandelmel, det bliver for hurtigt harsk).

Mørdejsbund:

200 g mel (gerne spelt) eller en blanding af mel og mandelmel (max halv mandel)

50 g sukker

evt. lidt vaniljekorn

100 g koldt smør

2 æggeblommer (gem hviderne til marengs)

Lav en “ring” af mel og sukker på bordet, hæld æggeblommerne ud i midten, “bank” lidt i smørret og smulder det ned til æggene, bland det hele sammen med hænderne fra midten og ud af, ælt til sidst sammen til det bliver blødt og ensartet men uden at det bliver varmt. Saml til en kogle som pakkes i film og sættes i køleskabet i min ½ time (gerne til dagen efter).

Sæt ovnen til 220 grader. Rul dejen ud (drysset lidt mel på undervejs og drej og vend ofte), løft den op i en tærteform og pres den ind til siderne, skær overflødig dej af så den ikke hænger ud over formen, prik med en gaffel i bunden. Læg bagepapir i og fyld op med bønner. Bag ved 220 grader i 10 minutter, skru ned til 190 grader, tag bagepapir og bønner ud og bag yderligere 15 minutter. Lad den køle lidt af inden der kommer creme i.

Citroncreme:

2 dl saft – afhængig af “dagformen” og størrelsen skal man bruge 4-6 citroner til det

2 dl vand

200 g sukker

50 g smør

30 g maizena

3 hele æg

Det hele hældes op i en kasserolle og opvarmes over middelvarme mens der konstant røres med et piskeris (det brænder meget let på) indtil det får en god cremet konsistens. Sluk for varmen og bliv ved med at røre lidt. Hæld over bunden.

Nu kan man faktisk stoppe og lade kagen køle ned og så spise den – men det klæder den gævaldigt at få en lag marengs ovenpå.

Marengslåg:

2 æggehvider

100 g sukker

Hvis det skal gå hurtigt – og kagen skal spises samme dag – kan man blot piske æggehvider stive og tilsætte sukker og piske videre til det bliver blankt. Skal marengsen holde formen bedre skal man lave sirop af sit sukker – kog det op i en kasserolle med ca. 3/4 dl vand til det er 115-120 grader varmt, hæld det på de piskede hvider i en tynd stråle mens du pisker videre, og fortæst med at piske til skummet er kølet ned – ca. 5 minutter.

Spred marengsen ud på kagen – brug gerne en rigtig tyl og lav små toppe – når du har været igennem alt det besvær for at nå så langt så er det den sidste lille detalje der gør at kagen bliver lige så smuk som den smager :) Sæt kagen i ovnen under grillen og hold godt øje med at du giver marengstoppenen et gyldent skær og ikke ender med at branke dem!

Advertisements

del dine tanker :)

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s