Cheesecake

At bruge ost i kager er en (nærmest) urgammel tradition rundt om i verden, og det har altid undret mig at man får det så sjældent i Danmark – udover på cheesy (hihi) caféer hvor man kan vælge mellem cheesecake, gulerodskage og chokoladekage af lige middelmådig kvalitet og friskhed. I Israel derimod er der stor tradition for ostekager af mange forskellige slags, hvor de tre mest udbredte er: 1. den cremede kage bestående af et lag krummer, et lag meget cremet ostemasse, og et lag frugtgelé, 2. én der minder meget om men er mere tør og skrøbelig i konsistensen og lavet på kvark frem for flødeost (og uden frugt på), og så 3. en ubagt ostejage, som egentlig er en slags fromage på sandkage, og som er særlig lækker på en varm sommerdag. Jeg kan lide alle tre slags, og kunne også finde ud af at lave dem da jeg boede i Israel, men jeg har haft nogle uheldige oplevelser når jeg har prøvet at lave dem her i Danmark fordi jeg ikke kunne finde de samme ingredienser og valgte erstatningsvarer der ikke fungerede optimalt.

Forleden fik min kone dog en uhelbredelig lyst til cheesecake, af den ubagte slags, og jeg kastede mig over at researche opskrifter på dansk. Jeg fandt ikke nogen opskrift på ubagt (fromage-style) cheesecake som jeg syntes virkede lovende, til gengæld fandt jeg en del indlæg der handlede om “den helt rigtige New-York style cheesecake” (se f.eks. her). Jeg fik en fornemmelse af at selv om den bliver bagt så får denne kage den der cremede og friske konsistens som konen sukkede efter, og trods hendes (sunde) skepsis valgte jeg at afprøve den. Og det lykkedes ud over al forventning! Både konen og min mor, som selv er en mesterbager og sjældent lader sig imponere af mine bedrifter i køkkenet, medgav at det var en uovertruffen cheesecake. Ta-da! Den er tilmed også meget overkommelig at lave, så den er hermed tilføjet til samlingen over tidsløse pålidelige opskrifter på trods af en meget kort historik i familien…

Den opskrift jeg valgte at følge blev denne af den amerikanske husmoderguru Martha Stewart, som også kan ses oversat til dansk her (der er dog sprunget over hvor gærdet er lavest ved at beholde de amerikanske cup-enheder). Jeg kunne dog ikke overskue at købe – og fortære – et helt kilo flødeost, 2 pakker var hvad min samvittighed rakte til (man kan jo ikke opdrive økologisk flødeost! og al den kasein!), og da jeg ikke ville lade en sjat creme fraiche stå tilbage i bægeret til ukendt fremtid blev der også justeret på forholdet mellem ost og creme fraiche. Det var en kalkuleret risiko, og det holdt, men kagen bliver med sikkerhed også god med den halve mængde creme fraiche eller den dobbelte mængde flødeost.

Den store øjeåbner for mig var at kagen skal bages i vandbad. Tro det eller ej, det gør en kæmpe forskel. Min mor har i årevis bagt en cheesecake efter en opskrift som kalder på præcis de samme ingredienser men hvor den bare bages almindeligt, og konsistensen bliver helt anderledes (mere tør og mindre cremet). Så du må endelig ikke forsøge at forsimple fremgangsmåden ved at sløjfe vandbadet.

Så er der det med “topping”. Nogle mener det skal være creme fraiche med vanilje, andre mener at det skal være frugt i gelé. Begge dele smager jo godt. Jeg vil helst have frugt fordi jeg synes at det frisker kagen lidt op (selv de største fans af cheesecake må vel medgive at det bliver lidt tungt med al den fløde), men jeg er ikke så glad for gelé – hverken når det kommer til at spise det eller til at lave det (en af mine største køkkenkatastrofer involverer mislykket husblas-geléring). Så jeg gik efter den nemme og meget sommerlige løsning med råsyltede bær. Hvis jeg laver kagen igen på et tidspunkt hvor der ikke er friske bær vil jeg nok koge nogle frosne bær op med sukker og jævne med maizena, eller måske bare hælde et glas godt syltetøj over. To be continued.

Her kommer den endelig:

bund

ca. en halv pakke digestive kiks – kan sikkert erstattes af andre kiks med noget groft mel i

50-75 g smeltet smør

½ dl sukker

knus kiksene, bland med smør og sukker, pres det godt ned i en springbageform så det danner en bund

bag ved 190 grader i 12 minutter.

ostecreme

400 g flødeost, dvs. 2 pakker, evt. mere (se kommentar ovenfor)

knap 2 dl sukker

evt. lidt skal og saft af citron eller lime, evt. også lidt vanilje

2 hele æg

250 g creme fraiche, dvs. 1 bæger, evt. mindre

rør ingredienserne sammen en ad gangen efter rækkefølgen foroven (med en elpisker, men pisk ikke mere end nødvendigt)

hæld massen ud over kiksebunden og beklæd formen med alufolie udvendigt for at sikre at der ikke trænger vand ind

sæt formen i en dyb ovnplade og hæld kogende vand så det når mindst halvvejs op ad ostemassen

bag ved 160 grader i ca. en time – ostemassen skal gerne bævre lidt i midten endnu, det sætter sig mens den står og samler sig.

lad det køle af først i ovnen ca. 1 time og sæt derefter i køleskabet i mindst 8 timer.

topping

bland nogle friske bær med lidt sukker og lad det trække på køl, hæld lidt over hver portion kage når den serveres. eller måske bare friske blåbær til? eller godt syltetøj. Mangopure lyder også lækkert…

Reklamer

del dine tanker :)

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s